En aktuel og central politisk opgave består i at udarbejde og gennemføre en enkel og sammenhængende lov for seniorer på arbejdsmarkedet.
Tre kerneområder i en seniorlov vil være:
- Jobrelateret “nedslidning”.
- Sygdom.
- Spørgsmålet om at fortsætte på arbejdsmarkedet efter, at man formelt runder pensionsdatoen.
Området sygdom behandles ikke. Væsentligt set bør der nok ved sygdom gælde de samme principper som ved “nedslidning”. Dog må brugen af førtidspension forventes ske en del oftere.
Begrebet “nedslidning” er ikke veldefineret. Til indledning kan man forsøge med følgende beskrivelse: “Nedslidning” er ikke en akut opstået somatisk eller psykisk tilstand. “Nedslidning” er typisk en relativ langsom ændring af personens adfærd. Ændringen består i, at personen både somatisk og psykologisk bliver langsommere og hurtigere træt. Somatisk handler “nedslidning” om smerter, der næsten er kroniske. Psykologisk synes den langsommere og trætte bevidsthed at øge risikoen for frustration og stress.
Et forslag til referencetal for seniorbegrebet kunne være, at man er førsenior fra 36 – 49 år, og at man er senior fra år 50.
Lovgivningen bør tage afsæt i 5 kendsgerninger eller fakta:
- Alder er en central faktor i relation til “nedslidning” Alder handler om hvor længe, at man har været udsat for en “nedslidningsrisiko”. Alder handler også om regenereringsevne. Med alderen svækkes denne evne relativt. Dermed øges risikoen for “nedslidning”.
- Forskellige job “slider” på forskellig måde.
- En type job kan være relativt “slidende” på en person og være begrænset “slidende” for en anden. Faktorer i denne forskel er arbejdsvilkår, biologi/genetik og livsførelse.
- En del mennesker vil betinget af “nedslidning” ikke kunne klare et fuldtidsjob helt frem til pensionsdatoen.
- En del mennesker ønsker at gå på pension, når de kan. Andre ønsker at fortsætte på fuldtid eller på deltid efter tidspunktet for den formelle pensionsdato.
De anførte 5 kendsgerninger lægger op til, at man arbejder med en seniorlov for arbejdsmarkedet, som hviler på følgende principper:
- Enhver, som når til en erkendelse af, at hun/han ikke vil kunne holde til “nedslidningen” i det nuværende job, kan i samråd med sin praktiserende læge ansøge om en omskolings- eller revalideringsydelse til en uddannelse, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Dette kan man gøre fra, at man er førsenior (36 år).
- For enhver, som når til en erkendelse af, at hun/han gerne vil fortsætte i sit nuværende job, men at man på grund af “nedslidning” ikke vil kunne holde til det frem til pensionsalderen, gælder: At man i samråd med sin arbejdsgiver og praktiserende læge kan ansøge om en deltidskompenserende ydelse. Denne kunne være en variant af en flexydelse. Ydelsen kan (eksempelvis) søges fra, at man er 50 år (senior).
- At mennesker, der efter pensionsdatoen ønsker at fortsætte i deres aktuelle job på fuld- eller deltid, kan efter aftale med deres arbejdsgiver gøre dette. To vilkår synes relevante:
– At job med et stort ansvars- og bevidsthedspres alene kan være deltidsjob. Dette vil eksempelvis gælde job som lokofører, læge og professor.
– At ydelsen folkepension sænkes relativt ved indtægter (herunder private, skattebegunstigede pensioner) mellem kr. 240.000 og 300.000. Ydelsen ophører ved indtægter over kr. 300.00
- For arbejdsrelateret “nedslidning” gælder, at man med kompetent viden om “nedslidningsmekanismer” vil være i stand til at etablere relativt effektive forebyggelsesmetoder
På sigt bør “nedslidningssymptomer” som den smertebelastede og langsommere krop og bevidsthed/hjerne i princippet ikke være at finde på arbejdsmarkedet. En lov vil være omdrejningspunktet til et sundhedsproblem mindre.